Stærke kvinder, der inspirerer mig

Hen over sommeren deler jeg interviews med udvalgte kvinder, der på den ene eller den anden måde inspirerer mig.

Jeg har før skrevet om to kvinder, der inspirerer mig – og det var en stor succes. Indlægget blev delt mange gange på de sociale medier, og jeg fik mange positive kommentarer med på min vej. Både fra de to kvinder og fra flere læsere.
Jeg vil derfor lave en føljeton udelukkende med inspirerende mennesker, som du kan følge med i.

 

Alle kvinderne, jeg har udvalgt, er stærke kvinder, der har ben i næsen og ikke er bange for at træde frem og vise, hvem de er.

Dét er noget, jeg selv arbejder med – om som jeg arbejder henimod.

At træde frem og vise, hvem jeg er!

 

Det første interview i serien Stærke Kvinder får du her.

 

Interview med Kathrine, Massage & Rådgivning

stærke kvinder, inspirere, inspiration

Kathrines Facebook | Kathrines website

 

Hvordan fik du idéen til at starte Massage & Rådgivning?

Jeg tror altid, jeg har vidst, at jeg nok ikke var skåret til et helt almindeligt “8-16 job” – og så har jeg bare brug for at arbejde med noget, som er drevet af passion og nysgerrighed. Så jeg har faktisk altid uddannet mig indenfor det, jeg havde lyst til at lære mere om, og så måtte jeg bakse med formen på jobbet bagefter. På den måde er jeg endt med både at være pædagog, latterkonsulent, sexolog og terapeutisk massør og iværksætter-chokolade-købmand. Og jeg er ikke færdig!

Jeg er optaget af, hvordan vi mennesker udlever vores fulde potentiale, og hvordan vi lever et liv i overensstemmelse med vores værdier – og det er også blevet mit udgangspunkt for min praksis, uanset om det er på briksen eller i samtalen.

 

Hvornår gik du for alvor i gang med at arbejde med Massage & Rådgivning?

Jeg startede for alvor op for godt halvandet år siden, da jeg blev færdiguddannet sexolog. Det har taget vildt langt tid at komme i gang (det er åbenbart stadig temmelig tabu at tale om sin seksualitet?! 🙂), og derfor kunne jeg også mærke, at jeg manglede noget mere. Jeg manglede forbindelsen mellem krop og sind. Så derfor valgte jeg at uddanne mig til terapeutisk massør, som er en ret klassisk velvære-massage-uddannelse med et twist af ‘kropsterapi’/hvad fortæller kroppen?

Og det har bare være en super kobling, og det var som om, at min praksis pludselig både fik ‘højre og venstre ven’ – giver det mening? 😉

 

Hvad er dit mål med det?

Jeg drømmer altid stort, og jeg har temmelig store planer for fremtiden – både med uddannelse og praksis. Det er en del af ’10 års planen’! Men jeg siger det bare: I kan godt glæde jer!

Men mit ‘mave’-mål, altså min motivation for at lave det jeg gør, er muligheden for påvirke endnu flere mennesker til at opdage, hvor mange nuancer livet har at byde på, opdage deres fulde potentiale og få en tro på, at der er masser af lykke og et liv uden smerter, i verdenen til dem.

Og så generelt, at vi bliver endnu bedre til at ‘komme ned i kroppen’. Den er vores nærmeste samarbejdspartner – det dur bar bare ikke, hvis vi ikke forstår, hvad den prøver at fortælle os.

 

Hvad har det betydet for din hverdag at have Massage & Rådgivning?

Det betyder hele verden.

Jeg er sådan skruet sammen, at jeg får alvorlige (synes jeg i hvert fald selv!) nedsmeltninger, hvis jeg skal lave det samme for længe i træk. Altså, har det været en mission for mig at skabe en hverdag, hvor der er så mange variationer som muligt. Så nu kan jeg have dage, hvor jeg starter dagen med massage efterfuldt af en samtale, lidt computer-tid og en chokoladesmagning. Det kunne også være massage hele formiddagen og vagt i chokoladebutikken i løbet af dagen.

Og så er der bare så stor tilfredsstillelse i at kunne gøre en forskel for det menneske på briksen. Både fysisk med løsnede spændinger, men også mentalt, fordi jeg har fået at skabe et trygt rum for vedkommende. Det gør mig meget glad, ydmyg og stolt, at jeg har fået så fine tilbagemeldinger på mine behandlinger. Det vokser jeg meget af, og bliver top-motiveret!

 

Hvad har været din største succesoplevelse?

Jeg har et ‘soft spot’ for børn, og det betyder meget for mig at være et godt forbillede for mine søskende fx.

Men min største succes er faktisk en relation med en knægt dengang jeg var pædagogmedhjælper i en SFO. Han synes sgu helt ærligt ikke, at det var det fedeste at gå i skole og indimellem synes han også, at vi voksne var temmelig latterlige – men vi fandt bare en god form på det, ham og mig. Vi spillede håndbold, og han blev tryg ved mig. Faktisk, så meget, at de uddannede pædagoger, sagde: “Kathrine, kan du ikke prøve at snakke med ham?”, hvis det var gået lidt skævt for ham. Og vi havde nogle gode snakke. Det gør mig meget stolt, at sådan en sej gut turde at åbne op og snakke med mig. Jeg hepper stadig på ham i dag, ca. 10 år senere.

 

Hvad eller hvem er din(e) største inspirationskilder?

Okay, jeg siger lige noget ret corny….men ikke desto mindre, er det sandt – det er min kæreste, Jesper.

De af jer, der har hørt mine foredrag, har hørt historien før. Grunden til at Jesper får så mange point i min bog, er, at han (and this was a first for me!), formåede at anerkende mig og se mig ubetinget (Jeg har altid været lidt i en slåskamp, for at være som jeg er).

Da vi lærte hinanden at kende, testede jeg ham lidt, og nævnte for ham, at jeg havde en drøm at læse til sexolog. Her havde jeg forventet et grynt (med snot) og et skævt smil. Sådan havde andre nemlig reageret tidligere, når jeg havde introduceret nogle af mine mange drømme. Men Jesper sagde: “Det’ da fint, det lyder spændende. Så laver vi et budget der passer til det.” BUM! Jeg glemmer aldrig den følelse i min mave! Og sådan er hele hans familie sgu også. Bare så cool, jordbundne og rummelige. Det inspirerer mig så meget, når mennesker kan rumme forskelligheder på den måde.

Derudover, så bliver jeg blæst omkuld af folk, der drager i kamp for det, de tror på.

Det kunne være forfatter Leonora Christina Skov som virkelig har stået på mål for kvinder, der som hende selv har taget et aktivt valg om ikke at ville have børn – og som har stået som stærkt forbillede som homoseksuelle, med hendes fortællinger om en opvækst præget af kampe for at finde fodfæste i sin identitet.

Kvinder, der med forskellige våben, kæmper for kvinders rettigheder. Prøv lige at finde det indre billede af alle de kvinder med lyserøde strikkede huer, der marcherede sammen?! Stærkt!

Eller Anja Løvengren som solgte alt sit lort herhjemme, for at rejse i kamp for ‘Afrikas Heksebørn’. Vi har alle set de foruroligende dokumentarer! Tak for Anjas nosser.

 

Min psykolog sagde engang til mig: “Kathrine, omgiv dig med ligesindede – og mærk at du vokser” – og det har jeg, for alvor, brugt de sidste par år på, så i dag har jeg fantastisk mange inspirationskilder….lige dér i min telefonbog!

 

Hvad synes din omgangskreds om, at du har Massage & Rådgivning?

Jeg tror, at de fleste synes at det er spændende. Eller også fedter de for gratis massage?! 😉

Men der er helt sikkert også mange, som finder det vildt skørt at kunne leve sådan uden helt at vide præcis, hvor mange penge, der tikker ind til den første. Så flere af mine nærmeste er vist også indimellem lidt bekymrede, men jeg tror, at de fleste i dag godt ved, at jeg er nødt til at være sådan, så de siger ikke så meget mere 🙂

 

Hvad gør du for at blive ved med at holde Massage & Rådgivning interessant for følgerne/kunderne?

Det har hele tiden været vigtigt for mig, at mine sociale medier ikke kun er ‘salgsportaler’. Jeg vil gerne dele ud af mig selv og mine erfaringer – fordi måske kan nogle bruge de værktøjer, jeg også selv har haft glæde af.

Og derudover, så er det vigtigt for mig at holde mig opdateret på nyeste forskning og viden. Jeg er faktisk temmelig nørdet, så jeg studerer altid videre efter jeg har fået mit certifikat – og det tænker jeg da også er afgørende for kunderne; at de er sikret en opdateret og nysgerrig terapeut.

 

Og hvad gør du for at finde den inspiration, som du så passioneret deler ud af på de forskellige medier?

Jeg læser en masse bøger, bruger alt for meget tid på sociale medier i forhold til det, sundhedsstyrelsen nok anbefaler, drikker virkelig meget kaffe med spændende mennesker, jeg har de vildeste indre snakke med mig selv.

Generelt, så tænker jeg bare, at vi må opsøge inspiration.

Hvad vil du ha’? Find det.

 

Hvornår føler du, at du har succes med Massage & Rådgivning?

Lige nu føles det stadig ret nyt. Jeg glæder mig til, at jeg for alvor føler, at jeg har fundet mit ‘udtryk’ og fodfæste i branchen.

Men hey, altså, jeg har glade kunder. Det er jo succes! Alt det andet praktik, det må komme løbende.

 

Hvis du skulle forbedre noget, hvad skulle det så være?

Jeg gad sgu godt blive bedre til alt med computeren, så jeg bedre kunne benytte mig af de muligheder for at lave noget online-virksomhed.

Og så generelt mere ‘virksomhedsforståelse’. Det kommer…..engang!

 

Hvad er det bedste ved at have Massage & Rådgivning?

Udfordringerne, som det hver dag byder på.

Samtalerne med virkelig modige klienter.

Sårbarhed og usikkerhed som jeg lærer pisse meget af.

Min varierede hverdag.

Det netværk, jeg har fået i udviklingen af min virksomhed.

At jeg hver evig eneste dag selv står til ansvar for, hvor fedt det skal være (det er også lidt hårdt, for jeg kan jo ikke så godt give chefen skylden?!).

 

Har du nogle gode råd til andre, der blandt andet gerne vil opnå højt selvværd og livsglæde?

Tag dig selv alvorligt. Hvis du prøver at lytte til, og følge din mavefornemmelse, så vil det på en måde skabe forbindelse mellem krop og hoved – og det er som om ‘hele dig’ siger: “Aahh, det var bedre” og pludselig, så kan du trække vejret igen, og dit smil bliver varmt og ægte – og med hjertet som afsender.

 

Er der andet, du ønsker af fortælle eller dele?

Ja, lige nu sparer du en 50’er på massage. Kom og køb! Ej, det var tarvelig reklame 😉

Faktisk, så vil jeg gerne dele et fif med dig og dine følgere.

Jeg er jo også uddannet latterkonsulent, og her arbejdede vi jo, naturligvis, med ‘grinets muskler’. Og en af de bedste øvelser herfra, er at sætte en blyant i munden. På tværs, forstås. Ikke helt inde i munden, for guds skyld. Altså, så blyanten presser dine mundvige tilbage. Når man gør det, aktiverer vi de samme muskler, som vi bruger til at smile ægte og som kommunikerer til hjernen, at man er glad, og så får vi aktiveret kemifabrikken deroppe (hjernen), og får en masse skønne endorfiner ud i kroppen.

Og vupti, så har vi en gladere følelse i kroppen.

Nemt at påvirke sin sindstilstand, hva?!

 

stærke kvinder∞∞∞

 

Tak for dig, Kathrine!

Jeg håber, at du – kære læser – også blev inspireret af Kathrines fortælling. Hun rammer mig i solar plexus, og hun inspirerer mig sindssygt meget!! Hun er én af de stærke kvinder, der inspirerer mig.

Og tak til Kathrine, fordi du vil være med her på bloggen 😀

Du kan følge Kathrine på Facebook og på hendes hjemmeside. Linkene finder du herunder.

Kathrines Facebook

Kathrines website

 

Kærlig hilsen Katrine

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

(Visited 101 times, 1 visits today)

Lær, hvor nemt det er at tiltrække læsere til din blog med denne video.

Du får en kort videoguide, der med 7 nemme trin lærer dig vejen til flere læsere på din blog. 
Du får også et arbejdsark, du kan bruge som en tjekliste ved hvert blogindlæg.

Kærlig hilsen Katrine
 
Ps. Du tilmelder dig samtidig min mailliste

Tak for din tilmelding. Hold øje med din indbakke

Pin It on Pinterest