Stærke kvinder, der inspirerer mig #4

 

Tilbage i august måned delte jeg interview nummer 3 med én af de mange stærke kvinder, som jeg er dybt inspireret af. Del 1 og del 2 kan du også læse om.

Nu er jeg klar med nummer 4 i rækken. Og denne gang er det Tina fra Dasilvas.dk, der deler sine tanker og fortælling om dét at være selvstændig og starte selvstændigt op.

Læs med – jeg er vild med, at Tina bruger sit netværk rigtigt meget. Dét er på min to-do liste. Netværk er for mig vigtigt og størstedelen af mit eksistensgrundlag i min lille business.

 

Rigtig god læselyst 🙂

stærke kvinder

Hvordan fik du idéen til at starte dasilvas.dk?

Jeg har haft CVR-nummer i mange år. Faktisk helt tilbage fra 2004 kunne jeg lige se, da jeg tjekkede, før jeg skrev dette indlæg på din blog. Idéen var dengang – ganske som nu – at jeg skulle skrive professionelt for andre. Mit firma dengang hed Word & ord, fordi jeg både tekstforfatter på engelsk og dansk. Det var dog ren bibeskæftigelse, da jeg havde fuldtidsjob i den kreative branche, så det var mere for sjov end for at ende med at leve af det.

I 2009 flyttede min familie til Brasilien og kort tid efter fik jeg en henvendelse fra en tidligere kollega, som gerne ville have, at jeg blev underleverandør af tekster til det firma, hvor han nu var ansat – og mit firma fik langsomt en større og større omsætning.

Parallelt med dette skiftede firmaet navn til DA SILVA DESIGN, fordi jeg samme år fik idéen, at jeg ville udvikle en sandalkollektion, mens jeg boede i Brasilien, som jeg så ville sælge i Danmark. Som sagt så gjort – og dette eventyr udlevede jeg i 2010, hvor jeg åbnede en sommerbutik i Tversted og solgte de sandaler, jeg havde designet og fået produceret i Brasilien. Af flere grunde valgte jeg dog at lukke firmaet – og kastede mig derefter ud i at starte et farve- og stilfirma i Brasilien baseret på et norsk koncept. Mit firma hed Image People Brasil – og jeg havde det i et års tid og tog idéen med hjem til Danmark, hvor jeg efter et års tid på pause som selvstændig, åbnede et lille farve- og stilfirma under navnet Skønhedsprikken. Sideløbende med det fortsatte jeg som tekstforfatter ved siden af jobbet, men opgaverne blev flere og flere.

 

Hvornår gik du for alvor i gang med at arbejde med dasilvas.dk?

Foråret 2015 tog jeg beslutningen om at blive selvstændig, og jeg sagde mit godt betalte, faste job med en god pension op for at starte mit marketing- og tekstforfatterfirma op ved siden af farve- og stilfirmaet, hvor jeg tilbød konsultationer til kunder og holdt lidt foredrag om farver og stil for netværk og butikker.

 

Hvad er dit mål med det?

Mit mål var og er, at jeg kan leve af det, jeg elsker mest – at skrive, og at være min egen chef. Jeg er drevet af lysten til at hjælpe andre med at øge deres firmas synlighed i havet af medier og kanaler, hvor det er alles kamp mod alle.

 

Hvad har det betydet for din hverdag at have dasilvas.dk? Og hvilken forskel gør det for dig, primært?

Min hverdag er både mere usikker og meget mere spændende. Jeg bestemmer selv og er selv ansvarlig for, at jeg har en indtjening. I starten var jeg meget ude hos mine første kunder, der dels var en tidligere arbejdsplads og dels tidligere chefer, som gerne ville bruge mig freelance. Nu er jeg mere på kontoret i mit firma og ikke hos kunderne andet end til briefing- eller statusmøder.

Noget af det, som er markant anderledes, er, at jeg sidder i flere netværk – dels for at have et socialt samvær med andre, men måske i endnu højere grad for at holde mig opdateret fagligt. Den største og vigtigste forskel er den frihed, jeg føler som selvstændig. Og så den ”spænding”, som det jo er at være helt og aldeles ansvarlig selv for, hvad er kommer ind på kontoen, når måneden er gået og fakturaerne skal sendes.

Jeg elsker min hverdag i langt højere grad – dét er den vigtigste forskel. Og så – desværre – en længere arbejdsdag med flere timer bag skrivebordet end da, jeg har var ansat.

 

Hvad har været din største succesoplevelse?

For mig er det en succes at have lykkedes med at få gang i virksomheden – også selv om der er kunder, som er faldet fra undervejs. Den største succes er også, når en ny kunde kommer til. Jeg har ikke markedsført mig på andet end at levere et godt stykke arbejde, og så er kunderne ”kommet af sig selv”.

Noget af det, som jeg også er stolt over er de samarbejdspartnere, som jeg har fået gennem den tid, hvor jeg har været selvstændig – både inden for det grafiske og inden for radio- og filmproduktion. At andre vil samarbejde med mig, fordi vi har samme mål for vores virksomheder er meget stort for mig.

 

Hvad eller hvem er din(e) største inspirationskilder?

Jeg finder min inspiration i mig selv. Jeg har ikke stjerner eller idoler, jeg ser op til. Det, som driver mig, er en indre energi.

 

Hvad synes din omgangskreds om, at du har dasilvas.dk?

Mine venner og familie synes, det er helt fint, at jeg er selvstændig. Jeg har aldrig haft et job i mere end to år, så de er vant til, at jeg skifter spor tit. Så for dem var det ”business as usual”, da jeg valgte at blive selvstændig.

 

Hvad gør du for at blive ved med at holde dasilvas.dk interessant for følgerne/kunderne?

Jeg leverer ”varen” i en høj kvalitet og til tiden. Det er det, som jeg bliver valgt på – og som får dem til at komme igen.

 

Hvornår føler du, at du har succes med dasilvas.dk?

For mig er hver dag en succes. Jeg er taknemmelig hver eneste dag. Det er fedt, når en ny kunde ”kommer igen” og jeg for anden gang kan løse en opgave. Så ved jeg, at jeg har gjort det godt. Det er også fedt, når jeg får faste kunder. Så … jeg har ikke én formel på, hvad succes er.

 

Hvis du skulle forbedre noget, hvad skulle det så være?

Jeg ville gerne fokusere endnu mere ind på de services, som giver kunderne størst værdi – og så ville jeg ønske, jeg havde mere tid til at følge op hos eksisterende kunder. Plus at få systematiseret og opdateret min egen markedsføring.

 

Hvad er det bedste ved at have dasilvas.dk?

Friheden og at være min egen chef.

 

Har du nogle gode råd til andre, der gerne vil i gang med eller blot forbedre deres marketingplan?

Ja, de kan ringe til mig – jeg kan godt give en times gratis telefonrådgivning om løst og fast. Mit nummer er 22 98 99 40.

 

Er der andet, du ønsker af fortælle eller dele med mig?

Tak for muligheden for at dele ud af min iværksætterhistorie. Det er altid skønt at dele ud.

 

Tak for dine ord, Tina.

Jeg håber, at du, kære læser, finder Tinas verden lige så spændende, som jeg gør. Jeg er vild med at blive klogere på, hvordan andre stærke kvinder er nået dertil i deres karriere, hvor de netop er.

Såååå spændende, hvis du spørger mig 😉

Er du mere nysgerrig, så følg Tina på LinkedIn og se hendes hjemmeside.

 

Kærlig hilsen Katrine

GemGemGemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

Lær, hvor nemt det er at tiltrække læsere til din blog med denne video.

Du får en kort videoguide, der med 7 nemme trin lærer dig vejen til flere læsere på din blog. 
Du får også et arbejdsark, du kan bruge som en tjekliste ved hvert blogindlæg.

Kærlig hilsen Katrine
 
Ps. Du tilmelder dig samtidig min mailliste

Tak for din tilmelding. Hold øje med din indbakke