Duften af nybagte boller får maven til at rumle

boller, havregryn, opskrift, lækker, lækkert, kanel

Jeg har bagt boller her til aften. Boller med havregryn. De er stadig lune. Jeg har tilsat en lille smule kanel i dejen, og det dufter vidunderligt i hele huset 🙂

Bollerne tager vi med på tur i morgen. Vi har planlagt en tur i Jumboland. Kusine Cecilie er på påskeferie, så hende og Laura er ellevilde for at komme af sted. Vera er blevet frygteligt snottet i dag og har hængt lidt med muffen. Jeg håber, det går over i løbet af natten.

Opskriften – som er lavet på slump – kommer her.

Ingredienser til boller med havregryn:

  • 2 dl sødmælk
  • 2 dl vand
  • 10 g gær
  • 1 spsk sukker
  • 1,5 tsk salt
  • 1 æg
  • lidt kanel
  • 1 dl havregryn
  • hvedemel så det passer

Sådan gør du:

Jeg opløste gæren i den kolde væske. Jeg bruger altid fingrene i stedet for en ske. Det giver en god fornemmelse for både konsistens og mængderne, synes jeg. Herefter kom jeg sukker i og rørte godt rundt. Så var det tid til salt og ægget. Et drys kanel ovenpå og så havregrynene i. Når ægget ryger i, finder jeg skeen frem. Jeg HADER klistrede fingre 😉 Jeg kom tilpas med mel i, til det var en god klistret dej, der samlede sig lidt og ikke klistrede så meget på skålens kant. Jeg kom ikke så meget mel i, som hvis jeg æltede dejen længe. Jeg synes, det giver nogle gode, svampede boller – og så slipper jeg lidt for alt arbejdet, som en maskine meget nemt ville klare.

Efter en god times tid lagde jeg bollerne på bageplade, uden at forme dem, og de fik lov at efterhæve i lang tid. En time til halvanden, tror jeg. Så bagte jeg dem i 12-15 minutter ved 200 grader.

Sikke en duft! Jeg glæder mig til at spise dem i morgen 🙂

Velbekomme.

Kærlig hilsen Katrine

Pin It on Pinterest