9 dage under sygehusets vinger – læs med!

9 dage under sygehusets vinger

9 dage på langs og i smerter. Det er kort beskrevet. Meget kort.

Tak, til alle jer, der har spurgt til mig, sendt søde beskeder og til jer, der har bekymret sig om mig! Og tak til min familie for altid at være her for mig! Jeg har det tæt på godt igen nu. Heldigvis. Det har også taget sin tid. Og det går stille og roligt fremad.

9 dage under sygehusets vinger, blomster, sygdom, operation, god bedring

Herfra bliver det nok en længere forklaring…

Torsdag d. 27. april kl. 7.30 mødte jeg op til en planlagt operation. Jeg havde en STOR cyste ved venstre æggestok, som skulle opereres ud med en simpel kikkertoperation. Og planen var, at jeg skulle hjem samme dag. Om eftermiddagen.

Men…

Da jeg vågnede fra operationen og efter jeg havde været på opvågningen i nogle timer, kom jeg tilbage på stuen. Jeg var træt. Og svimmel. Og jeg havde det ikke godt.

Operationen var forløbet nogenlunde. Ikke helt som planlagt, idét der var en indre blødning, som lægerne ikke kunne stoppe. De var derfor nødt til at skære et større (!!) hul i min mave, så de kunne komme til at stoppe den blødning. Efter 5 timer lykkedes det, og jeg blev lukket sammen og sendt på opvågningen.

Så vi blev enige om, at jeg ikke skulle hjem, men i stedet indlægges natten over. Så det blev jeg. Og jeg kom hjem fredag over middag.

Jeg var træt. MEGA-træt. Og jeg havde ondt i maven.

Fredag og lørdag herhjemme sov jeg stort set væk. Jeg var lidt oppe, og det vildeste, jeg kunne overskue, var at gå fra min seng og ind i stuen. Og tilbage igen, for at sove mere.

Jeg fik rysteture og krampagtige frysninger i kroppen lørdag eftermiddag og søndag eftermiddag. Ja, endda også mandag eftermiddag.

Jeg forsøgte at få fat i min egen læge mandag morgen, men der var lukket (formentligt pga. 1. maj). Så tirsdag morgen fik jeg fat i egen læge, som sendte mig direkte tilbage på sygehuset.

Her blev jeg indlagt, og jeg blev undersøgt, tjekket, scannet og undersøgt. Det gjorde SÅ ondt hele tiden, og lægerne blev enige om, at jeg igen skulle opereres. De havde mistanke om, at en blodsamling under såret var skyld i det hele.

Opereres igen

Så tirsdag nat blev jeg opereret (for anden gang), og såret blev efterfølgende ikke lukket. I stedet havde lægerne lagt noget sugende materiale ned i såret, så det kunne blive renset, og jeg fik antibiotika i droppet tre gange dagligt. Hele onsdagen havde jeg det godt. Og jeg fik god mad på sygehuset. Altså virkelig god mad! De har oppet sig på det område 😉 Mums!

Torsdag skulle jeg faste, for dér skulle jeg opereres igen-igen (for tredje gang) og forhåbentligt skulle såret lukkes, således jeg kunne komme hjem igen.

Heldigvis så det hele pænt ud, da jeg (igen) kom i fuld narkose, og lægen lukkede mig sammen og jeg kom tilbage på stuen. Lige omkring aftenstid kom Kenneth og hentede mig, for dér var jeg klar til at komme hjem. Mentalt, i hvert fald!

Mere blod

Fredag morgen vågnede jeg med et plaster fuld af blod. Arhgh!!!! Jeg blev lidt bange, og jeg tog ind på sygehuset igen. Jeg havde brug for en læge til at vurdere, at alt var som det skulle være.

Det var det heldigvis, men såret lækkede og sendte en blanding af puds og blod ud. Det var ikke lækkert, men det var ok, sagde de. Så jeg fik lidt hjælp til at lære at skifte plaster samt blive tryg ved hele situationen.

Jeg må indrømme, at jeg var noget tyndhudet og meget let til tårer. Og hvor er det bare betryggende, at vi har så søde nogle søde og dygtige læger og sygeplejersker, som står på hovedet for at hjælpe patienterne. Tak for dem!

Så fredag eftermiddag – 9 dage senere – kom jeg hjem igen.

Med en forventning om, at nu er alt ok.

Men det er det ikke helt.

I morgen tidlig skal jeg have fat i egen læge igen.

For det lækker stadig. Med en blanding af puds og blod.

Øv!

Men, hvor er jeg taknemmelig for min familie, sygehuset og lægerne. Jeg føler mig helt tryg med deres hjælp, og jeg er sikker på, de nok skal få mig tilbage på højkant igen.

Snart.

Forhåbentligt.

Kærlig hilsen Katrine

 

Ps. Som du måske har tænkt over, så har jeg skrevet om, at maj måned byder på nye udfordringer maj måned byder på nye udfordringer for mig. Det er så lige sat lidt på pause…med god grund… 4 uger, sagde overlægen. Så desværre ikke noget nyt herfra endnu.

GemGem

2 Comments
    1. Tak for det, søde Malene! Jeg håber godt nok også, det snart er ovre… Jeg trænger til at blive mig selv igen og få min krop tilbage, så jeg kan gøre de ting, jeg plejer 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Følg mig på Facebook
Nyeste pins
En del af